Quo vadis regeringen – Hvor er regeringen på vej hen?

Velfærd, hvem har fundet på det?

I Danmark har vi en tradition for at skabe et rummeligt samfund. Et samfund hvor de menneskelige værdier skattes højest. Den tradition har sine rødder i et samfundssyn, der er formuleret helt tilbage i 1820. Allerede for knap 200 år siden, længe før vi fik demokrati og et politisk system, hvor alle borgere blev repræsenteret, hed det, at Danmark er det sted, hvor få har for meget og færre for lidt. Det er en meget smuk og human tanke. Den får os til at vende blikket fra materielle værdier til menneskelige, humane værdier. Kun på den måde kan vi som samfund være rigest, mente Grundtvig. Måske er det derfor Svend Auken sagde følgende: ”Der er ét citat fra denne gamle sang, der er stået tilbage som et meget smukt ideal. Det er måske den smukkeste måde at udtrykke velfærdssamfundets fordelingspolitik på. Uden at ville det, kom Grundtvig til at skrive velfærdsstatens dåbsattest med sin sang”.

Når Grundtvig fik en så fundamental betydning med hensyn til at formulere velfærdsstatens mål, så er det fordi han favner hele samfundet. Med en human fordelingspolitik skabes der mulighed for, at alle mennesker kan få en chance i livets udfoldelse. Er man enig med Svend Auken, så kan man sige, at Grundtvig har formuleret en grundsætning for det moderne samfund vi har i dag.

Grundtvig var ikke alene om at præge udviklingen af samfundet i en human retning. 44 år efter sangen blev skrevet, altså i 1864, fik vi en anden grundsætning, som vort samfund bygger på. Det var en erkendelse af, at hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes. Dette udsagn vidner om et samfundssyn, hvor man igen værdsætter de menneskelige værdier som fællesskabet, flid, uddannelse, lige rettigheder til alle frem for de materielle værdier – de store landområder i Slesvig og Holsten var uigenkaldeligt tabt. På dette grundlag blev demokratiet i Danmark opbygget. Det kendetegnes ved en høj grad af solidaritet og humane værdier. Man kan sige, at de to grundsætninger har præget samfundets udvikling op til i dag.

Den globale krise, mindre eller mere velfærd?

Nu har vi en finanskrise, der sætter den eksisterende samfundsmodel under pres. Krisen er global. I de lande, som ikke har den samme fordelingspolitik, der er så smukt udtrykt af Grundtvig, betaler folk uden mulighed for at forsørge sig selv en langt højere pris end herhjemme. Den danske velfærd sikrer jo, at få har for meget og færre for lidt. Men krisen presser os til reformer, der er nødvendige for at sikre samfundsøkonomien. Det er klart for de fleste, at vi er nødt til at gøre noget, hvis vi ikke vil tillade, at den offentlige gæld vokser og sætter vores fremtid over styr. Det er meget vanskeligt for regeringen at øge skatteindtægterne, det er svært at skabe nye arbejdspladser. Derfor har regeringen også kigget på, hvordan de offentlige udgifter kan begrænses. Og så har man fundet en model, hvor folk med begrænset arbejdsevne fremover skal have mindre i understøttelse.

Bruddet med de fundamentale principper

Det samfundssyn, vi kan være så stolte af at have, skelner mellem to årsager til manglende evne til at forsørge sig selv. Den ene er midlertidig, og grunden til den kan være fx manglende kompetencer i forhold til udbuddet af stillinger m.m. Det kan man gøre noget ved og derfor får man en midlertidig ydelse der hedder kontanthjælpen. Men selv for de raske folk, lige så snart de kommer i gang med at tage en uddannelse under revalidering, stiger understøttelsen fra kontanthjælpsniveau til dagpengeniveau.

Hvis årsagen til manglende evne til at forsørge sig selv er permanent, det kan være tab af arbejdsevne, handicap m.fl. så får man en ydelse der svarer til dagpengeniveau. Det nye i regeringens politik ligger i at understøttelsen til folk med begrænset arbejdsevne skal nedsættes til kontanthjælpsniveau. Det kommer til at ske ad to veje. For det første: understøttelsen til personer som allerede har fået bevilget fleksjob og ikke har været i arbejde over to år skal reduceres med 33%. For det andet: de personer, som førhen kunne få førtidspension, skal tildeles bevilling til fleksjob. Jeg vil ikke forsvare, at nogen parkeres på passiv forsørgelse resten af livet, idet dette i mange tilfælde vil være en bjørnetjeneste. Men det der sker er, at regeringen vil bevilge fleksjob til personer med nedsat arbejdsevne i en situation, hvor der er meget få fleksjob at få. Det har som resultat, at en meget stor del af disse personer nu bliver tvunget på en sats der svarer til kontanthjælp. Regeringens udkast til førtids- og fleksjobsreform vidner om et eklatant brud med fundamentale principper der hidtil været bærende for vores velfærdssamfund.

Er der stadig: plads for dem alle, plads for alle, der vil?

Krisen betyder at det for tiden er meget svært at finde arbejde. Knap 7% af arbejdsstyrken er arbejdsløse. Derfor er der er meget rift om stillingerne. I gruppen af personer med et delvist tab af erhvervsevne er situationen meget værre. Der er ca. 70.000 fleksjobbere, hvoraf 17.000 er uden arbejde. Det giver en ledighedsprocent indenfor den gruppe på 25%. Af den gruppe er der ca. 5.700 langtidsledige. Det betyder, at der er ca. 33% af arbejdsløse fleksjobbere, der er gået ledige i over to år. Hvis man vil finde årsagen til den høje procent, kan man tænke over, om der ikke er en direkte sammenhæng mellem ens arbejdsevne og ens evne til at finde og bevare fleksjob? Jo ældre man bliver og jo færre ressourcer man råder over, des sværere er det at komme i arbejde og bevare det arbejde. Det er især den gruppe, der skal spares på. Hvis reformen bliver vedtaget, vil de miste 33% af deres indtægt.

Disse mennesker kan ikke konkurrere på lige vilkår med raske mennesker om stillinger. De kan heller ikke komme ud af den svære situation ved at opkvalificere sig. Det er ikke kvalifikationer de mangler. Blandt dem kan vi finde læger, journalister, fuldmægtige, lærere, pædagoger, sygeplejersker, ingeniører, maskinarbejdere, faglærte… Nej, det er ikke manglende kvalifikationer, der er årsag til deres arbejdsløshed. Grunden til at de mennesker er blevet langtidsledige er, at der mangler fleksjobsstillinger. Er man rask, kan man gøre noget for at få arbejde. Man kan opkvalificere sig, tage ny uddannelse, tage et arbejde med længere transporttid og lign. Fleksjobbere har ikke de kort på hånden. De er afhængige af udbuddet af fleksjobsstillinger.

En narresut og en omvendt Robin Hood med et pennestrøg

Som sagt kan de mennesker, som i dag ikke har mulighed for at forsørge sig selv grundet sygdom, handicap eller tab af erhvervsevne, regne med at få understøttelse i omegnen af dagpengesatsen. Understøttelsen kan have forskellige navne så som førtidspension eller ledighedsydelse, dens størrelse ligger på nogenlunde samme niveau som dagpengene. Er det ikke et udslag af en anden smuk tanke: de brede skuldre, skal bære de største byrder?

Dette vil regeringen nu lave om på. Den vil stadig bevilge fleksjob, der kommer endnu flere bevillinger end hidtil. Desværre tyder intet på, at der kommer flere stillinger. På den måde er bevillingerne ikke andet end en narresut. Efter to års ledighed falder understøttelsen til syge, handicappede og nedslidte fra dagpengeniveau til kontanthjælpsniveau. Besparelserne skal bruges på skattelettelser til dem, der er i arbejde eller måske ligefrem ernærer sig på børsen. Her vil regeringen bryde med en århundredelang tradition med fordelingspolitik, hvor få skal have for meget og færre for lidt. Sagt med andre ord er det fra nu af en vaskeægte omvendt Robin Hood der gælder.

En spareøvelse på højere plan

Set i det menneskelige perspektiv, virker det som om, regeringen laver en lov med tilbagevirkende kraft. Fordi disse mennesker ikke får deres arbejdsevne tilbage af ren og skær skræk for de økonomiske konsekvenser, der vanker dem. De har disponeret med deres indtægt vel vidende, at det er det mindste de kan få. De kan selvfølgelig få løn, når de kommer i arbejde. Men der er ikke arbejde til alle fleksjobbere. Regeringen har ikke forsøgt at skabe de godt 5.700 stillinger lige nu, for at få de langtidsledige fleksjobbere i arbejde. Og der vil behøves mange flere stillinger i fremtiden, fordi folk under 40 år med tab af arbejdsevne vil fremover blive bevilget fleksjob i stedet for førtidspensionen.

Deres understøttelse bliver nedsat med 33%, fra godt 15.500 kr. til ca. 10.300 kr. brutto. Netto får de udbetalt godt 8.000 kr. mod godt 11.000 kr. i dag. Man kan sikkert begrænse sine udgifter med nogle få %. Men når man mister 33% af sin indtægt, vil det for mange menneskes vedkommende gå ud over muligheden for at betale bolig. Det kan ikke være anderledes, jeg håber, man kan se det uanset om ens briller er røde eller blå.

Med dette tiltag vil regeringen tilskynde langtidsledige fleksjobbere til at søge førtidspension. Man kan frygte at de vil gøre sig mere syge og mindre velfungerende end de egentlig er for at undgå den lave ydelse. Er det statens opgave at skabe vilkår hvor det er mest fordelagtigt at blive sengeliggende, at give efter for angst, sygdom og skavanker? Man skulle tro at staten skulle støtte folk i bestræbelserne på at blive selvforsørgende. Regeringens udspil til reformen gør det modsatte.

Flere principper bliver brudt

Der er faktisk flere brud med de danske traditioner i regeringens politik. Hidtil, når man skulle lave store reformer, talte man med alle involverede parter for at finde den mest acceptable løsning. Denne gang presser regeringen en voldsom reform igennem med uoverskuelige konsekvenser for store dele af samfundet uden nogen form for forudgående dialog. Det eneste regeringen vil er at finde et flertal for reformen.

Det næste brud. Regeringen mangler jo vælgernes mandat til den slags “reformer”. Det var ikke besparelser S og SF gik til valg på!

Så er der endnu et brud med en grundsætning, den danske model hviler på. Den går ud på ikke at møde vold med vold. Her gør regeringen noget, der er langt værre end blot at bryde dette princip. De arbejdsløse med nedsat arbejdsevne er ikke voldelige. Men når deres indtægt bliver sat ned med 33%, uden at de selv kan ændre deres situation, kan de opleve det som økonomisk vold. Det er fordi konsekvenserne for mange bliver helt uoverskuelige. Det, der mangler i dag er ikke kun ledige stillinger, men også billige boliger. Af disse grunde vil de mennesker, som har prøvet den rutsjetur: først at miste deres helbred og arbejdsevnen, dernæst arbejdet, nu også komme til at miste evnen til at betale for deres bolig. Nogle af dem vil føle sig skubbet ud over kanten. Kombinationen af alle de faktorer kan være katastrofal. For nogle vil det betyde splittede familier grundet økonomien, tvangsaktioner, at blive sat på gaden, yderlige voldsom stress og de forskellige følger deraf som depression m.m. Nogle vil føle, at de har mistet så meget, at de ikke har mere at miste…

Ansvar er et fy-ord

Af flere grunde vil ansvaret for dette scenarie ligge hos regeringen. Mennesket er kun delvis ansvarligt for sit helbred. Ens DNA spiller også ind. Der sker også trafikuheld eller fejlbehandling på sygehuse. Regeringen bærer det fulde ansvar for sundhedsvæsenet og behandlingsmulighederne. På den måde bestemmer regeringen, hvor raske vi kan blive. Regeringen bærer også det fulde ansvar for arbejdsmarked og boligmarked. Så hvis ens helbred svigter og man derved mister sin arbejdsevne, kan man ikke finde arbejde og betale sin bolig, så er det overvejende regeringens ansvar.

Københavnerne skal syd på, århusianerne skal vest på

Denne reform vil skabe en yderligere polarisering af vores samfund. På den ene side vil vi få ubetydelige besparelser. Den nuværende planlagte besparelse er en dråbe i en dråbe i havet. Det er fordi ”kun” 5.700 mennesker står til at miste ca. 3.000 kr. netto. Det offentlige vil spare godt 200 mio. årligt. Det er næsten ingenting i forhold til det offentliges budget.

På den anden side vil få tusindvis af mennesker der har 3.000 kr. mindre netto per md. til alle udgifter. Det er ikke stort beløb, men det er rigtig mange penge når man kun har godt 8.000 kr. at gøre godt med, og nuværende udgiftsniveau ligger på godt 11.000 kr. Disse mennesker bliver måske nødt til at flytte til tomme huse i udkantsdanmark, hvor det er billigst at bo. Dér kan de garanteret ikke komme i arbejde og bidrage til fællesskabet. De bliver ikke alene ”efterladt på perronen” af regeringen men ligefrem parkeret på den. Dér vil de kunne se samfundets tog suse forbi uden at de kan komme med på det. De mennesker kan måske med rette føle sig trængt op i en krog, som de ikke selv kan komme ud af. Regeringens politik vidner om et nyt syn på tilværelsen: for at man kan vinde udadtil, må andre tabe indadtil.

”Jeg kan slet ikke genkende det billede om at de svage betaler for krisen. Jeg kan overhovedet ikke genkende det.” – Helle Thorning-Schmidt, statsministeren

Jeg skal ikke komme med kritik af alle regeringens floskler. Regeringen fremturer med dem næsten dagligt helt uden blusel. ”Vi vil skabe bedre Danmark!” “Vores hensigt er at inkludere i stedet for at ekskludere! “Vi skal være solidariske!” “Vi har ambitiøse mål!” “Ingen skal glemmes, ingen skal blive kolde ude på bænken!” ”Vi skal have råd til solidarisk velfærdsamfund!” ”Vores opgave er at lave så fair reformer, som overhovedet muligt!” Fakta taler sit eget tydelige sprog.

Statsministeren har forsvaret reformen med ord: ”vi er ikke bange for at få lidt skidt på fingrene”. Man må medgive at hun tager kritikken i stiv arm. Det er bare ikke rart at have følelse af at ens livsvilkår er en del af skidtet på statsministerens fingrene.

Grundtvig skal begraves radikalt, denne gang for altid

Bruddet med den gældende principper er voldsomt. Regeringen siger ét og gør det modsatte. Og hjernevasker os med manipulation i sværvægtsklassen. Og derved ødelægger den danske politiske kultur. Kan vi acceptere det? Er vi på vej til at blive bananrepublik?

Set i det lys så går vi nye tider i møde. For at Danmark skal kunne klare sig økonomisk i den globaliserede verden er det slut med den humane tilgang, der har præget udviklingen i vores samfund. Slut med de traditioner der hidtil har gjort Danmark rigt og demokratisk. Nu skal kulturen ”opgraderes”. Ud med den gamle Grundtvig og hans utidssvarende idealer. Ind med hurtige, radikale løsninger båret af veluddannede unge akademikere. Den nye fordelingspolitik hedder: flere skal have for meget og mange, rigtig mange skal have for lidt!

Befolkningen står med håret i postkassen

Det er lige før man kan sige til menneskene i regeringen: I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv. Men spøg til side. Situationens alvor kræver at vi tager stilling til følgende spørgsmål. Hvorfor kan vi ikke alle sammen handle som de humane mennesker, vi gerne vil opfattes som? Hvorfor siger vi ikke nej? Hvorfor skal vi være som heste der bides, når krybben er tom? Den politik, som regeringen har lagt for dagen, er ikke kun dens ansvar. Et eller andet sted er det også vores ansvar. At vi tillader det kan ske.

Regeringen kunne lave en intelligent reform, en ambitiøs reform i ordets egentlige forstand. En reform der skaber et tilstrækkeligt antal af nye stillinger til fleksjobbere i stedet for at forringe vilkårene. Desuden mener jeg, at selv hvis man tager alle besparelser med, som reformen skal bidrage til statskassen, så er de stadig kun en dråbe i havet. Regeringen siger at reformen vil give besparelser på 1,7 mia. kr. Det er mindre end 0,5 % af statens finanser. Vi skal også have det in mente at de unge akademikere vist ikke har regnet på hvad reformen kommer til at koste i øgede sociale udgifter. Og de vil komme. Jeg tror vi ville nemt kunne finde dette beløb et andet sted hvis vi blot havde dygtigere politikere, som brugte halvt så mange penge på fejlslagne projekter. Man siger jo: Hvor der er en vilje er der også en vej.

Derfor er det passende at spørge regeringen i dag: hvad vil I egentlig? Hvor er vi på vej hen? Quo vadis regeringen?

af Tadeusz Hynek, systemprogrammør, kontorassistent, nu arbejdsløs fleksjobber.

Hent PDF

Helle Thorning-Schmidt om den solidariske og retfærdige reform
Fra to mod en Tv2 News